Lystfiskeri i Island – info
Lystfiskeri i Island efter havørred, rødding, havgående rødding, søørred og bækørred, er langt lettere i Island end i Danmark. De nævnte ørredarter eller laksefisk, er ganske simpelt langt mere hugvillige og “imødekommende” i de islandske fiskevande.
Vi har naturligvis ikke havgående rødding i Danmark, men rødding er dog at finde i flere af landets put and take søer.
Har man kendskab til kystfiskeri i Danmark samt put and take fiskeri, kan man som lystfisker i Island fange langt det meste. Alle blink og fluer der bruges til put and takeørrederne, er givende rundt om hele øen. Det samme gælder for de agn vi bruger til havørrederne i fjorden og langs kysten. Spinnerne vi bruger til ørrederne og laksene i åen ligeså.
Altså… Alle kan fange fisk i Island. Fra fluefiskeren til spinnefiskeren. Selv begynderen som aldrig har fisket før m.fl.
Det er klart at det gælder om at vide hvor fiskene er, hvilken teknik og agn der skal benyttes, og hvornår det gælder om at stå på fiskepladsen. Men selvom man ikke skulle have det ovenstående på plads, vil man alligevel ende med at fange noget de fleste steder. Så mange fisk er der i Island.
Dyrt og billigt
Selve opholdet på øen er sjældent billigt. Men lystfiskeri I Island behøver ikke være dyrt. Nuvel, der er lakselve som koster mere end alle sæsonkort til hver lakse-å i Danmark tilsammen pr. dag…
Veiðikortið – ørred- og røddingsøer
“Totalkortet/fiskekortet” er den billigste måde at fiske i Island på. Kortet giver adgang til 37 søer, men det kan variere i forhold til, hvor mange søejere der vil være med på kortet.
Søerne ligger forholdsvis spredt rundt på hele øen. Jeg har besøgt dem alle… Nogle huser det vi derhjemme kalder, 1000-brødre, altså et stort antal fisk, men alle særdeles små…
Nogle af søerne byder på en del røddinger, bækørreder/søørreder over 1 kg. og nogle endda flere over 2-3 kg. Kun en af søerne på kortet giver reelt set, mulighed for fangst af kæmper over 5-10 kg. Her er tale om Þingvallavatn (Thingvallavatn) – Islands største sø.
Nogle af søerne har kun en bestand af røddinger, andre kun af søørreder. En del af søerne byder på lystfiskeri efter begge arter.
Det kan i høj grad betale sig fiskemæssigt og ikke mindst økonomisk at købe fiskekortet.
Kortet gælder en hel sæson og koster under 700 kr. (Anno 2023/24)
/Jari P.